Indvandrerbørn presser hinanden væk fra danskheden

Den største hindring for, at indvandrerbørn kan tage den danske kultur til sig, er sjældent deres forældre, men presset fra familiens netværk og ikke mindst fra andre indvandrerbørn. Børnene fastholder hinanden i gamle normer og vaner, som holder danskheden på afstand.

Min kone og jeg er forældre til en dreng på seks og en pige på ni, som begge går i en almindelig folkeskole. Vi er opdraget muslimsk og spiser ikke svinekød, men for at undgå at begrunde det alene med religion, plejer vi at sige, at der også findes mange danskere, der ikke spiser svin. En gang i mellem spiser vi kalkunbacon derhjemme. Det kan især min datter godt lide, så da hun gik i 0. klasse, gav vi hende det med i madpakken, uden at tænke videre over det.

Hun var ked af det og frustreret, da hun kom hjem den dag. Nogle muslimske elever i klassen havde stillet skeptiske spørgsmål til hende: ’Hvorfor spiser du bacon? Er du ikke muslim som os? Vi må jo ikke spise den slags – det er ikke halal’. Det var nogle svære spørgsmål for hende. Pludselig blev hun pålagt at positionere sig i dem og os. Hvis hun blev ved med at tage bacon med i madpakken, var hun bange for, at en del af hendes venner i klassen ville tage afstand fra hende.

Vi prøvede at sige til hende, at vi godt kunne fortælle hendes venner, at kalkunbacon også er halal, og at vi også er muslimer. Vi tilbød også at tale med klasselæreren om, at eleverne ikke skal blande sig i hinandens madpakker, men det ønskede hun slet ikke. Fra da af ville hun ikke have kalkunbacon med i madpakken. De jævnaldrendes sociale kontrol havde vundet.

Pjækkepres
Fra da af er vi mange gange stødt på kulturelt og religiøst gruppepres. F.eks. har min datter nægtet at gå i skole den første dag i den muslimske højtid Eid. Hun ville gerne holde fri, fordi det er en helligdag for dem, der holder Eid – og ikke mindst, fordi alle de andre muslimske piger i klassen holder fri den dag.

Vores svar har været, at hun naturligvis skal i skole. Vi er nødt til at tage på arbejde, for vi gemmer typisk vores feriedage til skoleferie og jul, og i øvrigt skal hun ikke pjække fra skole. Eid skal hun nok få lov at fejre, for vi har tradition for at mødes med familien og fejre Eid efter arbejde.

Men for vores datter handlede det ikke om at fejre Eid, men om hvad hendes veninder ville sige om hende, hvis hun gik i skole den dag. De lange diskussioner er altid endt med, at hun er gået i skole – ikke fordi hun køber vores argumenter, men fordi vi ikke giver hende andre muligheder.

Vores datter er ni år gammel og ved, at der er forskellige måder at være muslim på, og at vi i vores familie ikke er meget praktiserende. Hun er ikke glad for at se sine jævnaldrende veninder faste under ramadanen i næsten 20 timer i døgnet, men det betyder meget for hende ikke at komme til at stå i kontrast til den subkultur, som hendes veninder har skabt i klassen. Hun vil gerne vise, at hun er en del den.

Dilemma i omklædningsrum
Også min søn mærker det kulturelle pres. Han har gået til svømning, siden han var fire år gam

mel og er meget glad for det. Han har lært, at han skal vaske sig nøgen, uden badebukser før og efter svømning. Men når han har gymnastik i skolen, vil han ikke bade nøgen med de andre.

Der gik lidt tid, før vi forstod hvorfor. Sagen er den, at hans bedste ven, som kommer fra et andet muslimsk land, dækker sig til, når han går i bad og ikke mener, at man som muslim skal vise sin tissemand til de andre i klassen.

Når min søn er til svømning hver onsdag, vasker han sig stadig uden badetøj, sådan som han altid har gjort, men når han har gymnastik i skolen, prøver han at tage badebukser med. Han får selvfølgelig ikke lov til det af os, og jeg har flere gange taget ham i at gemme badebukserne under bøgerne i skoletasken.

Min søns reaktion får mig til at overveje min tidligere beslutning om, at han ikke skal omskæres. Det er ikke et religiøst krav, at muslimske mænd bliver omskåret, men det er bedst, hvis man gør det. Jeg har læst en del forskning om emnet, og er kommet frem til, at det vil være bedst for hans sundhed og sexliv at lade være. Men jeg er lidt nervøs for, hvordan hans venner vil reagere, når de får det at vide? Vil han altid føle trang til at dække sig til? Vil han blive stigmatiseret? Vil han blive afvist af en muslimsk pige inden ægteskabet? Vil han blive sur på mig som voksen, fordi jeg tog den beslutning på hans vegne?

Julen stresser
Bebrejdelserne for ikke at holde sig til de muslimske normer og værdier kommer også fra vores familie og øvrige netværk. Det viser sig især ved juletid. Bare spørgsmålet om, hvorvidt man skal have juletræ i hjemmet, kan skabe konflikt. Vores børn ønsker det, men som forældre kan man ikke lade være med at tænke på, hvad omverdenen mon vil sige.

Min svigerfar vil sige, at vi er blevet til vantro. Han vil mene, at vi har givet afkald på vores religion og glemt, hvor vi selv kommer fra. Min svigermor vil ikke sige sin mening højt, for hun vil være bange for, at jeg bliver sur på hende. Samtidig vil hun ikke tage det så alvorligt og faktisk være glad på børnenes vegne. Øvrige bekendte og familiemedlemmer, der kommer på besøg, vil have delte meninger, men uanset hvad kommer de til at drille børnene direkte eller indirekte. Man kan ikke undgå en vis stigmatisering.

Derfor er mange forældre forsigtige, når de signalerer over for børnene, hvor danske de har lov at være. Man vil undgå at forvirre dem. De overvejelser er med til at forhindre mange indvandrerfamilier i at tage danske skikke til sig. Det er ikke fordi forældrene ikke mener, at jul, påske og pinse ikke betyder noget for børnene i deres danske liv. Det er det sociale stigma og forvirringen, man forsøger at undgå.

Svært at være forældre
Som alle andre forældre forsøger indvandrerforældrene selvfølgelig at gøre deres bedste for deres børn. Men deres beslutninger bliver ofte omstødt undervejs i samspillet med det danske liv og påvirkninger fra andre kulturer.

Balancen kan være svær at opretholde, og det ydre pres på familien kan føre til, at de unge vælger en anden livsstil, end indvandrerforældrene forventer af dem. I flere tilfælde vælger unge at være mere traditionelle og trofaste i forhold til oprindelseslandets kultur. Det sker også som en form for oprør mod forældrenes mangfoldige livsform i Danmark.

I nogle tilfælde fører kombinationen af pres og oprørstrang til, at islam vælges som en ny ideologi og identitet, der står i modsætning til det danske. Påvirkning fra venner igennem mange år, og oplevelsen af undertrykkelse og forskelsbehandling af danskere og det danske system, vil gøre det nemmere for unge at havne i noget ekstremt. Kan jeg forhindre mine børn i at blive radikaliserede? Det kan jeg ikke love. Men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at det ikke sker. Hvis det alligevel går galt, bærer jeg ikke ansvaret alene. Vennerne, som har stor indflydelse på dem, må bære deres del af skylden, og det danske samfund, som til tider giver dem en oplevelse af at blive forskelsbehandlet, vil også bære et ansvar.

Der er en dobbelthed i form af sprog, traditioner, normer og værdier, især i samspillet mellem majoritet og minoritet, som altid kræver ekstra opmærksomhed og øget indsats af indvandrerforældre. Balancen kan være svær at finde, og ydre faktorer, der påvirker barnets dannelse af identitet og valg af livsfilosofi, kan føre til, at unge vælge en anden livsstil, end indvandrerforældre forventer af dem. Vi indvandrerforældre har derfor brug for konkrete tiltag og pædagogiske redskaber til, hvordan vi kan give vores børn et tværkulturelt og multietnisk opvækst, så kan de føle sig hjemme, både når de fejrer jul eller holder Eid.

/ kronik i information