Danimarka’nın önemli günlük gazetelerinden İnformation Türkiye-AB zirvesiyle ilgi bir baş makale yayınladı.
Makalenin cevap aradığı soru: AB nasıl bir hükümetle anlaşma yapmak istiyor?
Öyle bir hükümet ki, sembolik yetkileri olan bir cumhurbaşkanının, tüm demokratik hakları ortadan kaldırmasına, muhalif gazetelerin kapatılmasına, polis ve yargı üzerinde mutlak kontrol etmesine, kanıtlanmış rüşvet suçunu işlemesine, özel politik amaçları uğruna ülkenin güneydoğusunu harabeye çevirmesine, burada yaşayan insanların ülke içinde mülteci durumuna gelmesi uğruna PKK ile olan barış sürecini yok saymasına izin veren bir hükümettir.
Bu cumhurbaşkanı, yeni anayasada otokrasi başkanlık sistemine hayır diyen HDP’yi zayıf düşürüp etkisizleştirmek için ülkede tekrar iç savaşın çıkarmıştır.
Bu cumhurbaşkanı ve onun kuyruğuna takılan islamcı AKPli kurukcular, ülkenin 75 milyon insanını, demokrasilerde olduğu gibi vatandaş olarak değil, feudal osmanlı sultanlarının yaptığı gibi, kul ve köle gibi yönetmek istemekteler.
Eğer 17-18 marttaki AB zirvesi bu cumhurbaşkanının şapkasına; Schengen ülkelerine vizesiz giriş, 6 milyar euro yardım, AB üyelik müzakereleri için kolaylık gibi daha fazla altın kuş tüyü koyacaklarsa daha kuvvetli bir politik ses tonuyla bağırmaları gerekir. Aksi taktirde yapılan iş, İstabul’daki Kapılı Çarşı halı tüccarlarının ‘bir kaçak suriyeli mültecinin, legal bir mülteciyle’ değiştirmesinden farklı bir şey olmaz.
Bugünkü Türkiye’ye baktığımızda, AB’nin yapması gereken, Türkiye ile olan tüm üyelik çalışmalarını askıya almasıdır.
Makalenin tümü danimarkaca:
Tæppehandlerne i Bruxelles
Selv om det kan være smerteligt for anstændige temperamenter at medgive Dansk Folkeparti noget som helst, har EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth en pointe, når han kalder EU’s foreløbige aftale med Tyrkiet om tiltag mod flygtningestrømmen for »uantagelig«, et resultat af prangen i »en orientalsk basar«.
Af EU-slutdokumentet fra Bruxelles fremgår det, at med det formål at lukke ned for menneskesmuglernes ruter og beskytte EU’s ydre grænser, tager Tyrkiet alle personer tilbage, der illegalt krydser havet til de græske øer. Alle omkostninger dækkes af EU. For hver illegal flygtning, Tyrkiet tager tilbage, modtager EU en syrisk flygtning fra flygtningelejrene i Tyrkiet – dog skal antallet ikke overstige de 160.000, EU har fastsat som kvoten til fordeling mellem medlemslandene.
Tyrkiets pris er høj: visumfri indrejse i Schengen-landene fra juni, yderligere 3,3 milliarder euro (godt 24 mia. kr.) oveni de tre milliarder euro, tyrkerne fik doneret i november, øget turbo på Tyrkiets forhandlinger om fuldt EU-medlemskab og samarbejde om ’øget humanitær indsats i Syrien’, der – så vidt det kan afkodes – handler om EU-støtte til tyrkernes længe nærede ønske om at etablere en ’sikkerhedszone’ i selve Syrien, som USA er skeptisk overfor – og som i øvrigt ikke handler om syriske flygtninge, men om at blokere for kurdiske militsers kontrol over grænseområdet.
At EU med en indenrigspolitisk presset kansler Angela Merkel i spidsen er lydhør over for tyrkernes afpresning, velvidende at uden deres hjælp kan den igangværende folkevandring ikke geares ned til håndterbart niveau, er ikke overraskende. Merkel og de andre europæiske ledere har også lagt mærke til den tyrkiske rockerpræsident Erdogans trussel om at ’oversvømme Europa med flygtninge’, der i givet fald vil gøre kål på Schengen-aftalerne og på sigt lukke EU ned som indre marked.
Det overraskende er, at EU synes at lægge sig fladt ned. Både EU-præsident Donald Tusk og kommissionsformand Jean-Claude Juncker skamroser aftalen som ’god’ og et ’afgørende skridt’, en ’game changer’.
Herhjemme gynger den radikale Martin Lidegaard og socialdemokraten Nicolai Wammen med i panikhåndklædet ved alene at forholde sig til menneskesmuglervinklen som »et skridt i den rigtige retning«. Og for DF’s Kristensen Berth, går kritikken på, at aftalen i hans optik ikke er god nok, da den forudsætter, at »en syrer byttes for en syrer«, hvor hans partis menneskesyn fordrer, at alle de ulykkelige sendes tilbage, hvor de kom fra.
Den underspillede vinkel er imidlertid nok så væsentlig som gummibådstrafikken, nemlig hvad det er for en regering, EU er ved at skrive slutseddel med.
Det er en regering, der accepterer, at den siddende præsident, der i forfatningen er tildelt ceremoniel status, suspenderer alle tilløb til fungerende demokrati, lukker kritiske aviser, kontrollerer politi og retsvæsen bortset fra forfatningsdomstolen, er påviseligt indblandet i korruption, og som af privatpolitiske grunde har forvandlet byer i det sydøstlige Tyrkiet til rygende ruiner med deraf følgende flygtningeproblem efter en løfterig fredsproces med separatisterne i PKK. Formålet med genoptagelse af borgerkrigen i sydøst er at sværte det lovlige kurdiske parti, der blokerer for en ny forfatning med et ’præsidentielt system’, der kan formalisere hans autokrati.
Det er denne politiske leder, og hans halehæng af klakører i det islamiske AK-Parti, der med absolut flertal i den tyrkiske nationalforsamling regerer 75 millioner tyrkere, som er de undersåtter i et feudalt osmannisk sultanat, ikke medborgere i et demokrati. Hvis EU-topmødet 17.–18. marts er nødsaget til at forgylde denne præsident med flere fjer i hatten: visumfrihed til Schengen, seks milliarder euro og et kvantespring i EU-køen, bør det ske med betydeligt mere politisk pondus end blot som en anden tæppehandler i Istanbuls historiske basar at bytte ’en illegal syrer for en legal syrer’. Som Tyrkiet ser ud lige for tiden, burde alle forhandlinger om EU-medlemskab suspenderes.
Nåh, ja, jo: udenrigsminister Kristian Jensen (V) tog mandag morgen kl. 06.19 »skarp afstand« fra lukningen af Tyrkiets største avis i fredags. I øvrigt koncentrerer udenrigsministeren ifølge ministeriets hjemmeside alle kræfter om at skaffe Danmark sæde i FN’s Råd for Menneskerettigheder. Det skal nok hjælpe.
/Information
Yazarımız
Son yazıları
