Celal DeveciEDİTÖR'DENYAZARLARIMIZ

At føle Newroz-ilden i Amed 1

Celal Deveci

Celal Deveci

Kuşca'da doğdu. ilk ve orta eğitimini Kuşca ve Cihanbeyli'de yaptı. Lise ve üniversite eğitimini Danimarka'da bitirdi.
Daha önce sosyal pedagog ve öğretmen olarak çalıştı. Psikolojiyi yüksek lisans seviyesinde bitirdikten sonra, 2004 bu yana psikolog olarak çalışmakta.

Yazarın tüm yazılarını göster

Psykolog Celal Deveci fortæller her om sin første tur til Kurdistan under Newroz i 2011 sammen med andre kurdere og danskere.

Af Celal Deveci

Det jeg altid havde drømt om, var at opleve og fejre Newroz i Newroz’ens by Amed og være sammen med de mennesker, der fejrede Newroz. Ja…Den chance fik jeg i år.

Sammen med en gruppe venner besluttede vi os for at tage til Amed som en del af en Newroz-delegation. Gruppen, som havde forberedt vores tur, havde lavet et program, der var planlagt ned til mindste detalje. Jeg vil gerne her takke alle de, der forberedte turen

Vores Newroz entusiasme startede på Diyarbekir’s lufthavn. Vi lærte nye mennesker at kende og var alle håbefulde. Vi var i alt 13-14 personer, både mænd og kvinder, både kurdere og danskere. Det virkede som om at denne tur var en “Håbets tur” for os. For vi skulle både lære hinanden at kende og endelig gøre en ende på mange års afsavn!

Vi landede i Istanbuls lufthavn, men måtte vente 6 timer på flyet til Amed! Det værdsatte vi ved at tage på en kort Istanbul-tur!

Men da vi blev kaldt til gaten for at flyve til Diyarbekir, var vi sammen med Amedî’erne. Nogen var fra Istanbul, andre fra Tyskland, Sverige og andre lande. Alle skulle de til Amed for at fejre Newroz med os!

Men da flyet til Diyarbekir blev forsinket et par timer, blev vennerne trætte. Den nat havde vi slet ikke sovet og klokken var 14.00, så vi havde ikke kunne sove i næsten 30 timer. Vi lagde os på gulvet og hvilede os, men Amedî’erne kigge forundret på os.

Måske undrede de sig over, at vi lå på gulvet og at der var unge piger iblandt. Da jeg eksempelvis senere tog i venteværelset, lærte jeg to venner at kende. Den ene kom fra Mêrdîn, men boede i Diyarbekir. Han spurgte mig “Er disse piger også kurdere?” Da jeg svarede “ja”, svarede min ven fra Mêrdîn: “Wallah, de ligner dem fra Europa”, hvormed den kulturelle forskel mellem os kom frem.

Ja, måske så vi anderledes ud rent fysisk, men vi mærkede Amedî’ernes livsvarme inde i os!

Mens flyet nærmede sig Amed, vente vi på det rette øjeblik for at tage et billede oppe fra luften.Men en herre ved siden sagde stolt på kurdisk, at “se, det er Dîcle floden”. At se Dîcle oppefra og tage et billede af det var et sandt historisk øjeblik.

Da flyet landede, gik vi forhåbningsfuld ud og nød Amed’s forårsvejr. For at huske det øjeblik, tog flere af straks vores kameraer frem og begyndte at tage billeder. En soldat med automatvåben på sig udbrød: “Det er forbudt at tage billeder her! Dette er et militært anlæg!” og prøvede at forhindre os i at tage billeder!

Da vi fik vores bagage stod der en mand klar udenfor med et skilt, hvorpå der stod “Danish delegation” og tog imod os. Efter vi havde anbragt vores bagage, fik vi en masse praktisk viden af vores guide, Firat.

Inden vi tog til hotelet, tog vi hen for at besøg Amed’s lokaltv Gün TV.

Nu var vi i Amed’s gader. Det første, vi lagde mærke til, var byens lidt trætte klima, men da vi nærmede os den historiske steder og Diyarbekirs Væg, indså vi, hvor fantastisk byen var. Det er den længste og mest beskyttede væg efter den kinesiske væg.

Daha Fazla Göster

Göz Atın

Kapalı