Derfor kender du ikke de kurdiske sagn?

Orhan Dogru14/01/2017

0 2.281 3 dakika okuma süresi

Ved sommerens fodbold-EM i Frankrig vandt lilleputnationen Island med sensationelle resultater sig en plads i ikke kun fodboldfansenes, men også folks hjerter.

En lille nation, hvoraf over 30.000, altså en tiendedel, tog til Frankrig og synliggjorde sig på stadionerne og i gadebilledet i Frankrig samt i aviser og på sociale medier og tv.

Islændingene besejrede fodboldkæmpen England og nåede kvartfinalen. Det var en berigende oplevelse at være vidne til, at lille Island således gjorde sig bemærket; det gav genklang og gennemslagskraft.

»Især kurdisk litteratur glimrer ved sit fravær til trods for, at kurderne udgør den største indvandrergruppe i Danmark og på verdensplan anslås at udgøre 35-50 millioner mennesker.«

Nordens bidrag til verdenslitteraturen

Dette ekko skyldes, at mange af os i forvejen udover at kende Island som et land med vulkaner og gejsere også kender de berømte »islandske sagaer«, som fortæller om islandske helte, intriger og slægtsfejder i vikingetiden.

Disse historiefortællinger er overleveringer, som skiftende fortællere digtede videre på i en for alle letforståelig form, handlede om almindelige folks liv og ikke kun om kongernes. Islændingene var altså længe før deres fodboldsucces kendt for deres mundtlige fortælletradition, hvis værker senere er blevet nedskrevet og derfor bevaret til vores dage.

I dag er de »islandske sagaer« ikke kun kendt i Norden, men ses også som Nordens unikke bidrag til verdenslitteraturen.

Kurdisk modstykke til Romeo og Julie

Sagntraditionen forekommer imidlertid også udenfor den nordiske kulturkreds.

Jeg er selv født og opvokset med fortælling af kurdiske sagn på den anatolske højslette, hvoraf sagn som »Meme Alan« har været kendt siden Antikken, ligesom den klassiske kurdiske fortælling »Mem og Zin« udgør det kurdiske modstykke til »Romeo og Julie«.

Imidlertid bliver kurderne ikke forbundet med disse overleveringer, men alene set som en aktør i diverse mellemøstlige konflikter, idet deres kulturelle og litterære baggrund konsekvent ignoreres.

Jeg oplever det selv, når jeg i arbejdsmæssig eller privat sammenhæng møder andre, der ikke er kurdere. Selvfølgelig går en del af de afklarende spørgsmål så på kurdernes skæbne som et splittet folk og deres respekterede kamp mod IS.

Denne koncentration om storpolitik gør, at jeg ikke får anledning til at komme ind på den kurdiske litterære kulturarv, som desuden er fuldkommen ukendt i den brede offentlighed.

Hvor er den kurdiske litteratur?

Den manglende viden herom skyldes især, at der i Danmark ikke findes megen litteratur skrevet af indvandrere.

Især kurdisk litteratur glimrer ved sit fravær til trods for, at kurderne udgør den største indvandrergruppe i Danmark og på verdensplan anslås at udgøre 35-50 millioner mennesker.

Det skyldes især, at kurderne gennem tiderne ikke har kunnet danne en fælles nation og således ikke har kunnet synliggøre sig i sportsarenaer; i stedet kommer kurderne ind på nethinden ved nyheder om både, der synker i Det Ægæiske Hav, og tragiske dødsofre som den 3-årige druknede dreng Alan, hvis foto indvarslede migrantstrømmen i september 2015.

Også her fremstod kurderne som indbegrebet af fortabte og traumatiserede flygtninge på flugt fra et tyrannisk styre langt væk fra hjemstavnen.

Dette billede af kurdere har helt blokeret for, at den danske offentlighed får kendskab til den rige kurdiske mundtlige tradition og litteratur. Denne rige fortælletradition genspejles i den verdenskendte tyrkiske forfatter af kurdisk oprindelse, Yasar Kemals værker, hvor sagn, myter og fortællinger fra barndomsbyen mikses til en kunstnerisk cocktail med tilsat realisme.

Rig skat af folkeminder

Når denne rige kurdiske mundtlig tradition ikke er lige så velbevaret som de islandske sagaer, skyldes det, at den kun er nedfældet skriftligt i meget beskedent omfang. Den er dog ikke gået helt i glemmebogen hos nyere generationer.

Selv husker jeg fra min barndomstid i min barndomsby Kusca i Tyrkiet den mundtlige fortælletradition som meget rig, dels på grund af analfabetisme, manglende litterær skriftkultur og manglende adgang til moderne viden og teknologi.

Dertil kom vægten af århundreders undertrykkelse og nomadeliv i udkanten, der havde gjort den mundtlige fortælletradition til en grundlæggende og effektiv udtryksform.

Til gengæld bød min barndomsegn på en rig skat af folkeminder, som jeg føler mig privilegeret over at have fået ind med modermælken.

Denne rige arv har jeg nu i min debutbog prøvet at støbe i kunsteventyrets form tilegnet danskere med både gamle og nye rødder for at udbygge den sparsomme litteratur.

Litteratur er et effektivt kulturelt værktøj til at fremme mellemfolkelig dialog, forståelse og sameksistens.

Når min far, gæstearbejderen fra Danmark, i min ungdom kom hjem på besøg hos os i Konya i industriferien, bragte han ikke blot et frisk pust fra det kolde skandinaviske Danmark. For mig bragte han også en hilsen fra H.C. Andersens Danmark.

Det er derfor mit håb, at min bog og andre sådanne bøger kan give en bedre kulturel forståelse og fremme dialogen i samfundet. Lad os håbe, at vi i det nye år trods svære odds kan bygge en verden til de kommende generationer, der ånder lykke og fred, sådan som vi kender den fra eventyrene.

Orhan Dogru er debuterende forfatter og aktuel med bogen »Mem og Zin – og andre kurdiske sagn og eventyr«.

Bogen udkom i november 2016 på Det Poetiske Bureaus Forlag.

/yazı Modkraft’ta da yayınlamıştır.

Yazarımız

Orhan Dogru: Kuşca'da doğdu.

Öğretmen ve Devlet Yetkili Yeminli Mütercim ve Tercüman.
CBS'ten Mütercim ve Tercümanlık alanında Yüksek Lisans Diplomasına sahip.
Mem û Zîn ve diğer Kürt destanları ve masalları kitabının yazarı.